11 tips til din digitale indsamling

Vil du skabe din egen indsamling online med sociale medier som din motor? Her er 11 tips der kan bruges på alle digitale peer-to-peer indsamlinger, altså både hvis du vil indsamle donationer – penge – men også hvis du online vil hverve deltagere til en dør-til-dør indsamling.

Mange mennesker laver fra tid til anden egenindsamlinger. “Egenindsamlinger” karakteriserer de indsamlinger, du som udgangspunkt selv opretter og engagerer folk omkring, dvs. de indsamlinger, der ikke nødvendigvis er initieret af en professionel indsamlingsorganisation. Det kan være alt fra Facebook Fundraisers med din egen fødselsdag som anledning, til den indsamling du laver, fordi du vil bestige et bjerg.

Uanset hvilket formål du samler ind til - og i hvilken anledning du samler ind - kommer de færreste donationer af sig selv. De skal typisk stampes op af jorden. Folk skal engageres og inspireres til at donere til netop din egenindsamling. Her følger 11 konkrete tips du kan ty til, når der skal fart på din indsamling. God fornøjelse!

1. Kickstart selv indsamlingen
Giv selv den først donation, eller meld dig selv som dør-til-dør indsamler, hvis det er det, der er din målsætning. Du øger mulighederne for at du kan få folk til at støtte din indsamling, når du selv går foran og viser vejen. Lead by example.

2. Inkluder en målsætning - og hæv den løbende
Hvad er det du vil opnå? Vær konkret og specifik i din formulering af dit mål. Fx at fundraise 3.000 kr? Eller at skaffe minimum 10 indsamlere til at gå dør-til-dør til den næste landsindsamling.

Start lavt og hæv løbende dit indsamlingsmål efterhånden som du når din indledende målsætning. Det handler om psykologi.

Mennesker vil hellere give dig netop dén donation, der får dig over stregen, så du når din målsætning, end at give et beløb undervejes mod hvad der kan virke som en uopnåeligt beløb. Det er et nudging-princip, der også virker i andre sammenhænge end ved digitale indsamlinger, for eksempel ved underskriftsindsamlinger.

3. Skriv hvorfor
Hvorfor skal jeg støtte netop din indsamling? Det kan lyde banalt, men jeg ser mange mennesker der helt glemmer at fortælle venner og familie, hvorfor det betyder noget for dem personligt, at man støtter deres indsamling og gør en forskel for børn i nød, eller hvad nu indsamlingen handler om.

4. Personliggør din indsamling
Dette punkt er formentlig det vigtigste blandt alle de 11 tips, du er i gang med at læse. Det kan ikke understreget nok, hvor vigtigt det er at personliggøre sin indsamling.

Indsæt fx billeder alle de steder hvor du har mulighed for det – og gerne billeder af dig selv. Et billede af dig selv er en af de vigtigste indikatorer på at skabe og drive en effektiv egenindsamling. Jeg medgiver gerne, at det kan virke en anelse underligt at have et billede af sig selv på en online indsamling der i øvrigt handler om at hjælpe ofrene for en cyklon, familier ramt af et jordskælv eller mennesker med sclerose. Forklaringen er igen et spørgsmål om menneskelig psykologi. Erfaringerne viser, at mange vælger at støtte en indsamling netop på baggrund af en personlig relation til den, der beder om støtte. Det er altså i første omgang IKKE sagen du samler ind til, de støtter. Det er DIG og fordi DU spørger dem, sagen kommer mange gange i anden række.
Så skriv derfor gerne i jeg-format, og brug i det hele taget din egen personlighed hvor end det er muligt.

5. Start indsamlingen med de mennesker, der er tættest på dig 
Det er den personlige opfordring, der er mest effektiv i forhold til egenindsamlinger og dét, at hverve indsamlere til at gå dør-til-dør. Dette gælder i øvrigt både for F2F-fundraising, såvel som for digital fundraising.

6. Brug sociale medier
Del din indsamling på dine sociale medier, med et link og en tydelig opfordring til at være med. Opdater løbende, i starten flere gang dagligt (!), afhængigt af medie, og fortæl hvordan indsamlingen går, og når milepæle nås.

Mange læser med på sociale medier uden at kommentere, og de vil efterhånden bliver overtalt til at støtte din indsamling, når de ser, at du svarer og er vedholdende. Når folk støtter din indsamling, så ’tag’ dem i et opslag for at sige TAK. Nævn dem med navns nævnelse, så hjælper algoritmerne med at sprede din indsamling på sociale medier. 

7. Brug et lokkemiddel!
Alle kneb gælder, for at din digitale indsamling op at flyve. Inviter alle der støtter din indsamling til middag, udlov en præmie til den største donation, eller skriv at du trækker lod blandt alle der støtter din indsamling om en middag på restaurant, eller en biotur med dig.

8. Sæt noget på spil personligt
En trend blandt digitale egenindsamlinger er, at du lover at udføre en udfordring, hvis dit netværk, dine venner og din familie sponsorerer dig. Sig, at du løber en halvmarathon, hvis du samler 2.000 kroner ind, at du hopper i havnebadet, bestiger et bjerg eller cykler til Paris.

9. Skriv en lukket Facebookbesked
Eller send en personlig mail til udvalgte personer. En af de mest effektive digitale kampagner jeg har oplevet, var netop baseret på en høj grad af en-til-en digital kommunikation, og en håndholdt dialog med eget netværk på Facebook.

Fortæl hvor meget indsamlingen er oppe på, eller hvor mange indsamlere der har meldt sig, og sig tak til dem, der allerede har meldt sig.
Tillader din tid ikke at sende lukkede facebook-beskeder til dit netværk, så skriv en gruppebesked. Skriv en besked i den Messengergruppe du har med fodboldvennerne, i den gruppe I har med mødregruppen, i familiegruppen. You get the point.

10. Vær vedholdende
Husk at det er hårdt arbejde at drive en digital indsamling til succes. Det kræver gentagne opfordringer, delinger og frem for alt en varig indsats på sociale medier.

11. Sig TAK
Det kan virke indlysende - ja nærmest banalt - men jeg ser utrolig mange indsamlinger, hvor folk glemmer at sige et dybfølt tak. Det viser du er oprigtigt taknemmeligt og sætter pris på den opbakning du har fået fra dit netværk og familie til din indsamling. Og det vi øge din sandsynlighed for at de vil støtte næste gang du beder om hjælp. Og sig helst tak offentligt. Det er bedre at sige tak i et offentlig forum, (f.eks. på indsamlingssiden eller på Facebook) end i en privat SMS. Dem, der siger tak offentligt, samler markant mere ind. Det skyldes at andre potentielle donorer ser at tidligere donorer bliver anerkendt, og det gør at man selv er mere tilbøjelig til at donere. Så sig tak.
Tak fordi du læste mine 11 tips til at drive en succesfuld egenindsamling på digitale medier.

Christian Sophus Ehlers

Jeg hjælper medlemsorganisationer, NGO’er, partier og fagforeninger med at få flere medlemmer, støtter og digitale handlinger.

Previous
Previous

Et nødhjælps paradoks

Next
Next

Hvordan Den Danske Naturfond skabte et stærkt value proposition - og rekrutterede tusindvis af støtter